Ole Fick
født i Kgs. Lyngby 1/11 1948
- Er uddannet som reklametegner på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst
med blandt andre maleren Otto Frello og grafikeren Jørgen Struck (Strucks Tegnestue) som lærere. - Har gennem tiden arbejdet med plakater, plade- og CD-omslag for den danske rock- og folkscene.
- Plakaten til “Festival of Fools” er udkommet på PostDanmark frimærke i 2003.
- I en 10 års periode satirisk tegner i Ekstra Bladet. Tegner idag satire til Svikmøllen.
- Har illustreret et væld af børne- og ungdomsbøger.
- Ole Fick er for en masse mennesker mere kendt som rockguitarist og sanger i “Burnin Red Ivanhoe”.
- Har sideløbende spillet med Trille, Beefeaters, Lasse Helner, Lasse & Mathilde, Erik Grip og mange flere.
- Komponist/underlægningsmusik til DR – børne og ungdomsfilm.
- Er sammen med Jacob Morild skyldig i radiosatiren: “Det dér om søndagen” og en række Cafe-Liva-juleshows.
- I mere end 20 år komiker i ensemplet “Monrad & Rislund, Ougaard & Fick”
- Skuespiller, Indlæser og speaker, eksempelvis: ” Postmand Per”, “Hvorfor uglen i hulen”, “Polle, Palle og Ruth”,
- Scanline mågerne ” Kaj & Bøje”, “Gufol-mysteriet” og meget mere.
- Desuden arbejdet med filmmanuskripter bl.a. til børnefilmen “ALBERT” efter Ole Lund Kirkegårds børnebog.
Som barn tegnede jeg så meget, at det på det nærmeste blev mit sprog. Jeg foretrak at tegne frem for at tale, jeg har nok været et ret stille barn. Sammen med min mor tilbragte jeg evigheder i storedeprimerende mørke lejligheder i Københavns nordvest kvarter, hvor hun gjorde rent for andre mennesker. Heldigvis var der næsten altid et stykke papir og en blyant at finde, og det blev min redning. De andre drenge spillede fodbold og cyklede om kap og den slags. Jeg sad og tegnede. Ensom var jeg ikke, og jeg nød da også respekt fra mine kammerater, som altid kiggede ind for at se, hvad jeg nu havde fundet på af uhyrligheder. De syntes, at min tegnede verden var spændende. Tegneriet fik mig igennem en skrækkelig skoletid – jeg var ikke god til noget som helst udover at tegne… og så at klatre op i tovene. Det gjorde jeg så i ni år. Så var det nok.
Senere kom musikken og tog mig med storm. Musikkens sjæl er for mig noget uden for mig selv, noget guddommeligt, som jeg kun kan nå sammen med andre, præcis som når tibetanske munke brummer i kor, og der opstår en helt anden melodi af uforklarlige overtoner, i et punkt højt over deres hoveder. Trods det at musikken har været det centrale i store perioder af mit liv, er jeg aldrig holdt op med at tegne og male. At kunne beskæftige sig med musik og maleri er et privilegium. Så forskellige kunstarter – og alligevel så ens.
Ole Fick
