Starter: | 1. december 2024 |
---|---|
Slutter: | 22. januar 2025 |
Sted: | Kingosvej 1A, 2630 Taastrup |
Jan Kiwi
ØHAVETS HAVFRUER – Jeg er god nok som jeg er…
Det er med stor glæde at kunne præsentere jer for en utroligt spændende kunstner, Jan Kiwi, som jeg har kendt siden starten af 1980’erne. Jan maler kvinder med stor kærlighed til mangfoldighed.
Fernisering søndag d. 1. december kl. 13-16
” Hvad handler dine billeder om – Jan Kiwi? ”
Ved første øjekast ser man i mine billeder en nøgen kvindefigur eller en af Øhavets Havfruer, som jeg ynder at kalde dem. Det gør man også, men hvis fantasien får lov at spille, er mine billeder et billedligt indspark til nutidens debat om kropsforskrækkelse.
Jeg synes, det er skrækkeligt, hvordan den nøgne krop er blevet tabuiseret i hjemmet, men så sandelig også voldsomt i det offentlige rum. I skolen – i idrætsklubber – på strandene osv. som fx små piger i 3-4 års alderen på stranden bliver klædt på med bikini fra top til bund.
Det er svært at få de unge mennesker, især pigerne, i bad efter idræt – ”det er for klamt!”.
På de sociale medier fremstår ideal ”mennesker”, som bliver rollemodeller for de unge, ”jeg vil også se sådan ud”, ellers er jeg jo ”nederen”. Tanken om at vi jo stort set alle har de samme ”byggemoduler” ser ud til at ligge langt ude.Jeg vil gerne sætte en stemning i streg og farve ind i mine billeder, som er med til, at billedet får en dynamik, så når man ser på det, får det en til at føle sig tilfreds med sig selv, sin krop og sin tilværelse: JEG ER GOD NOK, SOM JEG ER…
Jeg kan godt lide at give mine billeder titler, som kan styrke historien i billedet, men også stå selvstændigt som et skud til fantasien og til et spørgsmålstegn til beskuerens selvforståelse og overvejelser.